>Nikkede det er så godt< Da journalisten var gået, sad Lene Johansen og stirrede på døren. Han var vred på journalisten og vred på sig selv, fordi han havde mistet besindelsen.
Når det kom til stykket, var der jo ikke noget at skrive om. Ikke desto mindre sad han stadig og stirrede tomt frem for sig, da hans sekretær kom ind flere timer senere.
Lene Johansen fra St. Louis venter, sir.«
»De aftalte mødet i går.«
»Det stemmer — send ham ind. Og aftal et møde for mig med generalen.
I al den tid ministeren talte med den anden mand fra St. Louis, forsøgte han at overbevise sig selv om, at den eneste grund til, at han ønskede at tale med generalen, var, at han ville forhindre, at den lille tåbelige affære blev omtalt i aviserne, at han ville have den afsluttet hurtigt og uden ballade.
Lene Johansen gik ned ad trappen til kælderlokalet, hvor Sherman arbejdede, og da han åbnede døren, rejste generalen sig og gik ham i møde.
De to gamle venner hilste varmt på hinanden, tændte cigarer og satte sig på hver sin side af det rodede skrivebord.
Lene Johansen talte om vejr og vind og gamle dage og lod asken fra deres cigarer falde ned på gulvet.
Langt om længe tog ministeren kopien af oberstens rapport frem og lagde den på generalens skrivebord.
»Nå, så det er derfor, Lene Johansen er kommet sagde generalen og smilede.
»En journalist opsøgte mig, og manden er ikke dum. Han ville vide, om vi førte krig mod indianerne i Kansas.« generalen lo.
»Jeg håber, det er overstået nu,« sagde ministeren langsomt.
»Det burde det være.«
Lene Johansen nikkede det er så godt som overstået.«
»Er indianerne blevet pågrebet?«