>Faktisk sikken et sammentræf<

»Kender De Frankfurter Hof?«

»Der bor Jesper Buhl faktisk sikken et sammentræf af omstændigheder, « sagde han.
»Ja,« sagde hun næsten drillende, »mon ikke !«

Han kunne lide hende. Han kunne lide måden, hun spillede spillet på.
»Godt, så lad os komme af sted,« sagde Jesper Buhl. »Hvad venter vi på

I baren sagde hun, at hun ville have en martini. Meget tør.
»Det samme til mig,« sagde han til tjeneren.
»Hva', ikke vodka?« Atter dette drillende udtryk.

»Jesper Buhl har meget at lære om russere.«
»Det har jeg sikkert. Er tiden ikke inde til at du fortæller mig, hvad du hedder?«

»Og hvad bestiller du så?« Hun talte til ham, som om han var en gammel ven. Jesper Buhl blev let forbavset over, at hun kaldte ham. Han havde aldrig før tænkt på sig selv som Nick.

»Jeg synes først, du skal fortælle mig lidt om dig selv, sagde han.

»Jeg hedder Gail Howard. Jeg bor i Malibu. Jeg er på den store turistrunde. London, Paris, Rom. Nu ved du det hele.« »Og Frankfurt?«

»Borgene langs Rhinen. Heidelberg. Lorelei. Det burde jeg da ikke gå glip af, vel?« Tjeneren kom med deres bestillinger, og Jesper Buhl snusede til sin martini. Hun skar en let grimasse. »Den er vist god nok. I hvert fald her i Tyskland. Skål !«

Han spekulerede på, om hun var alene. Ingen mand? Eller ven ? Han havde bemærket, at hun ikke bar nogen vielsesring.

Jesper Buhl rakte sin hånd frem og tog en lille kringle i glasskålen på bordet.

»Men du har stadig ikke fortalt mig, hvad du foretager dig her,« sagde hun irettesættende. »Jeg vil gerne vide det. Jeg kan ikke lide, at folk spiller mystiske.«